Det subkulturelle mindreværdskompleks

Jeg undres. Ikke lige nu altså, men bare sådan generelt og indimellem. Det er subkulturer, jeg undrer mig over, og især deres konstante frygt for at blive mainstream. Min undren har fået mig til at tænke; jeg tror årsagen til modstanden mod massetilslutning skal findes i spændingsforholdet mellem subkultur og hovedkultur (bemærk, at jeg forsøger at udbrede mig på et fuldkomment universelt plan – forvent derfor ingen eksempler).

Ved simpel kombinatorik er jeg kommet frem til fire scenarier:

1) Hovedkulturen er åben over for subkulturen, og subkulturen er ligeledes åben over for hovedkulturen.
 Resultat: De to kulturer vil fokusere på ligheder og fællestræk, hvorved konflikt og konfrontation forsvinder ud af billedet. Subkulturen vil hurtigt optages i hovedkulturen. Processen vil sandsynligvis føre til, at en del af subkulturens udtryk optages af hovedkulturen, men det vil ikke bemærkes i væsentlig grad.

2) Hovedkulturen afviser subkulturen, men subkulturen vil gerne i dialog med hovedkulturen.
Resultat: Hovedkulturen vil forsøge at marginalisere subkulturen, og for at modvirke dette, vil subkulturen være tvunget til at tilpasse sig. Det vil føre til, at subkulturen opgiver så meget af sit udtryk, at den reelt indlemmer sig selv i hovedkulturen under bortkastelse af sin egen identitet.

3) Hovedkulturen er åben over for subkulturen, men subkulturen ønsker ikke dialog.
Resultat: Tilstanden kan kun indfinde sig kortvarigt. Når først hovedkulturen har gjort tilnærmelser i håb om dialog flere gange, og det har vist sig, at subkulturen fastholder en konfrontatorisk stil, vil hovedkulturen opgive sin imødekommenhed og scenarium 4 vil (måske langsomt men utvivlsomt) træde i stedet.

4) Hovedkulturen afviser subkulturen, og subkulturen afviser ligeledes hovedkulturen.
Resultat: Konfrontation er uundgåelig. Fra begge sider vil fokus være på at samle egne medlemmer om et fælles værdisæt, der karakteriseres som værende afgørende forskelligt fra modpartens.

 
Hvis min analyse er korrekt, har subkulturer kun én mulighed for at eksistere i længere tid. De må fastholde at være i opposition til hovedkulturens normer. Flygtige subkulturer kan dukke op og forsvinde, men en levedygtig subkultur er pr. definition en modkultur.

Men ligeså interessant afslører analysen, at hovedkulturens eneste fornuftige respons til en fremvoksende subkultur er imødekommenhed. Først og fremmest naturligvis fordi en fasttømret kultur aldrig tager skade af at blive udfordret, men der er også mere strategiske årsager. Ved at være imødekommende tager hovedkulturen teten i den kommende ’forhandling’. Hvis subkulturen ønsker konfrontation er det ligegyldigt hvordan hovedkulturen reagerer, men hvis subkulturen enten er præget af splittelse eller hvis den fuldkomment ønsker dialog, vil hovedkulturen kunne afvæbne ethvert optræk til modstand ved at pakke det ind i velvilje – evt. en forklædt forloren velvilje. Imødekommenhed kan meget vel være den bedste offensive strategi i forhold til opnåelse af subkulturens undergang.

Således mine tanker om subkulturer. I mit næste indlæg vil jeg undersøge fænomenet ’persuasive design’ med henblik på at afdække hvordan umiddelbart uskyldige produkter, redskaber, hjælpemidler etc. er med til at kontrollere gøren og laden i hverdagen.

Anders And og den hermeneutiske cirkel

Det er en evig sandhed i humaniora at du ikke kan læse den samme bog to gange. Det vil altid være en ny oplevelse – bogen forbliver den samme, men du forandrer dig. Bogen forandrer dig, det er en del af den hermeneutiske cirkel.

På samme måde synes jeg at mine gamle jumbobøger er lidt anderledes. Som oftest lidt mere kedelige, men også få gange mere forvirrende. Det tyder på, at min logik har ændret sig siden sidste gennemlæsning.

Eksempel

Her refererer jeg til jumbobogen ”De glade 80’ere”, side 166, fra historien ”Guldanden”. Onkel Joakim er trist over aldrig at have vundet en ’Guldand’, hvilket vist svarer til en Oscar for bedste dokumentar. Men Hexia, forklædt som ravn (tror jeg i hvert fald, men nu skal jeg passe på med fuglene), overhører Joakims planer:

Lad os lige for en kort stund dvæle ved omstændeligheden i Hexias plan; hun vil tage en uddannelse som filmfotograf, forklæde sig som samme, rejse med Joakim til Tapagonien, finde kæmpehornbæltedyret (i tilfælde af det overhovedet eksisterer), optage det på en ’guldand’-værdig måde, for så, når Joakim står på vinderpodiet, ”vil alle tro, at han er besvimet af glæde, når jeg smider en puff-bombe og snupper hans lykkemønt!”

Lige i tilfælde af, at Hexia hører til mine (ellers over gennemsnitligt begavede) læsere: Du er et fjols Hexia. Der er måske en grund til at du aldrig får den lykkemønt. Og de absurd mange usikkerhedsmomenter i din ”plan” er ikke engang det mest latterlige – Hvad sker der med den slutning? Alt den snilde for at smide en puff-bombe (hvad det så end er)? Hvis du virkelig ville have lykkemønten, og blive rig (hvilket heller ikke hænger sammen), så vent til Joakim er alene, giv ham et nakkeskud, og smut med mønten på din kost. Nej – Hvis du virkelig vil være rig, hvad så med at investere dit enorme engagement, tusinde talenter og skarpe sind på noget andet indbringende. Det er krisetider, der er behov for arbejde! Find på noget…

Du Drømmer

Prøv at se om du ikkke kan vågne op.