Roadmovies: No direction home

Livet kan i mange tilfælde opfattes som en rejse. Du har et begyndelsespunkt og kommer til en slutning. Men metaforen omkring slutningen er problematisk, for hvordan kan døden være et mål i sig selv? (det er i hvert fald ending uden closure) Det er måske dette paradoks der gør roadmovie’en interessant som genre. Dette: ”we’re on a road to nowhere” er måske en passende analogi over tilværelsen. Det er paradokset I at hige efter noget uopnåeligt, at leve efter et uopnåeligt ideal. Det er trist, men man kan finde tryghed I det faktum, at vi alle sammen, på den måde, er rejsende.

Der var noget mærkeligt ved den film…

     

Som jeg ikke rigtig har kunnet sætte fingeren på før nu. ”The Man Who Wasn’t There” med Billy Bob Thornton i den underspillede hovedrolle som barberen Ed Crane – en stilfærdig eksistens i 50’ernes uskyldige Californien.

Filmens handling er egentlig meget dramatisk, men det bliver aldrig en spændingsfyldt oplevelse for modtageren, og det er mærkeligt. Som jeg ser det, leder filmens mærkværd tilbage til hovedpersonens manglende dramaturgi. Crane er et slags oprør mod al dramaturgi på 2 punkter:

 

1.              Enhver hovedperson skal udvikle sig i løbet af en historie. Crane opnår ingen erkendelse, får ingen nye evner, ændrer ikke sin levevis.

2.              Hvor der ikke er en handlen, er der altid en dialog. Crane er defineret ved at være tavs som graven. Som om han ikke kan tale med den evindelige cigaret hængende i mundvigen.

 

På den måde er han altså et levende paradoks: en hovedperson, a lá Camus Merҫaut, der optager plads, men ikke er til stede. En mand der ikke var der.