Smukt eller skønt?

Skønt.

Som årets længste dag gik på hæld, gik jeg langs søerne og talte i telefon. Jeg kiggede ud over vandet og syntes det var dejligt at se på.

Etymologien er i tvivl om ordet “smuk” kommer fra det engelske smug, der betyder ‘selvgod’, eller fra det nedertyske smuck, der betyder ‘smygende’, ‘smidig’ og ‘sirlig’.

“Skøn”, derimod, kommer fra det germanske skau (med suffikset –ni) og betyder ganske enkelt ‘synlig’ eller ‘påfaldende’.

Hvad skal jeg så kalde søens tiltrækning? Hvis Smuk er det bøjelige, den tiltrækning som tilpasser sig over tiden – tiltrækningsidealer der kommer og går – så skal jeg ikke kalde den smuk. Jeg vil hellere kalde den Skøn. For millioner af mennesker har, som jeg, set ud over vandet, på skyer eller ind i en flamme – og fundet det skønt.

For de tre elemtære fænomener: bølgeskvulp, skybevægelser og flammedans er blottet for samfundets semantiske pointer, de giver med deres abstrakte omkskiftelighed mere, end vi er i stand til at give os selv – og det er evigt påfaldende.

Dog of Man – Ensomhed og sindssyge er en farlig blanding

Ensomheden er relativ.

Manden ser på planten der vokser og udvikler sig – Den er ikke alene, den har udposninger: ”Venlige gevækster”.

Har man en tumor, er man aldrig alene. Det er hundens budskab. Hunden hjælper manden, når han får den til at tale.

 

Tumoren vokser – Manden er ikke alene. Han er lykkelig. På en måde er han gravid.

Lykke er relativ. I hvert fald de ting der fører til lykken.

 

Man kan leve lykkeligt og dø. Manden tager hundens krop. Han er nu et endnu større misfoster end tidligere.

Men han er stadig lykkelig, han oplevede – om end kun for en kort tid – tosomhed.

 

Thank you very much…

Dukker

Efter at have set dukketeatret ”På bunden” på bådsteatret og for snart længe siden: ”Aktiveringsteater” på K1, hvor en skuespiller fremførte en dialog – ham og dukke imellem - henledte det min opmærksomhed.

 

Dukker har i langt tid været et børnefænomen. I DRs 70’er var det utænkeligt, at have ”ægte” børn med i studiet – Føj da! Men er på det seneste har dukkerne brudt igennem til voksenverdenen. I reklamer har vi f.eks. Harry-dukken fra DSB og ”Lillebror og Ingrid”-parodien Snorlille fra ASE.        

Her repræsenterer dukkerne negative egenskaber ved mennesker. Egenskaber, der ville virke for parodierende, hvis de tilhørte mennesker af kød og blod. Træ og stof kan indeholde disse uden at krænke forbrugeren, der direkte ser, at det er ham der bliver gjort til grin.

 

En dukke er en skuespillers maske. Derfor, i ordenes oprindelige betydning, er en dukke en persona på godt og ondt. En fortegning og forvrængning af virkeligheden, der i kraft af sine mangler og skævheder virker mere ægte end virkelighedens trivielle balance.

Måske derfor også tilbagetoget til teaterverdenen? Den morbide æstetik man oplever i Mester Jakels ultravold eller de tjekkiske dukkemestres forfinede grotesker. Æstetik, der kan tillade sig mere – uden bånd der binder.