I Odense var der en Skifting. Hans moder havde lagt sit barn ved et neg i marken, mens hun bandt op efter manden i høsttiden, og mens de var ved den anden ende af marken, kom der en bjergmand og tog drengen og lagde sit eget barn i stedet.
Barnet voksede og blev stor, større end almindelige mennesker. Men han var helt tåbelig og lærte aldrig at tale, han kunne kun give nogle uforståelige lyde fra sig, og de bandt ham i et reb ved døren eller ved et hushjørne, for at han ikke skulle blive borte fra dem.
Han var klædt i skørter, for ekskrementerne gik fra ham som fra et kreatur. Han havde en broder, som fik gården, og han skulle forsørge skiftingen, men denne døde nogle år efter, at broderen havde overtaget gården.
Når der ytredes tvivl om, at han var forbyttet, så sagde de gamle, jo de vil da sige, at det kan ske, for der og der var der også en, der var blevet forbyttet.
