Anakistisk pop nu!

Musik er den største hedenske bevægelse i verden, der dyrker det irrationelle, anarkistiske og dionysiske. Pop er den på alle måder største undergenre af musik.

Der er ting omkring pop, jeg kan lide: jeg elsker denne der konstante søgen efter det fængende; efter det sprøde og det søde. Jeg elsker, når pop er hard candy.

Men der er en adfærd inden for poppen, jeg ikke kan lide: en adfærd, som gør, at man kommer til at høre numre for mange gange. Det peger tilbage til det populistiske; poppen er pr. definition det største marked, og i dag kan man lynhurtigt se, hvad har succes, flest likes, flest twits, flest hits på youtube. Og de store samlede medier tilpasser sig bare det og spiller de 12-18 numre, der ligger i toppen, på repeat. Der danner sig et eller andet form for hierarki, hvor nogle amerikanere som Rihanna, Lady Gaga, Jay Z, Eminem, Ceelo, Beyonce og til dels Madonna ligger i toppen af. Her glemmer man folk som Michael Jackson, Stevie Wonder og Diana Ross, selvom de på hver deres måde, har skabt grundlæggende fede numre, der har inspireret til at forme poppens skabelon, som den er i dag. Herefter, i hierakiet, kommer de danske smånumre, der slipper igennem.

Til sidst er man faget i et spejlkabinet, hvor vi hører, det vi spiller og spiller det, vi hører. De data, vi bruger for at se, om noget er populært, er influeret af vores egen rolle (P3s).

I stedet burde man tage mere stilling som dj. Man burde forsøge at lave sin egen profil, og så opbygge den: måske på tværs af tid, måske med en bestemt lyd, måske med ideosynkrasier som ex. lys kvindestemme. På den måde undgår vi, at musikken bliver civiliseret. I stedet får vi problemet: hvordan undgår vi, at djs’ne i alle afskygninger: bloggere, anmeldere og ambassadører, radioværter og redaktioner; pladevendere og promotere, hvordan undgår vi, at der vil opstå en kultur omkring dem? At de får kongehuse og regeringer?