Jeg skal huske at logge ud når jeg er logget ind!

Prøv at forestille dig. Luk øjnene engang – og forestil dig. Nej, læs egentlig videre med åbne øjne det fungerer vist bedst. Men se så for dit indre blik, hvor galt det ville kunne gå, sort på hvidt, når man glemmer at logge ud efter at have lånt en andens computer. Jeg, som ikke er Rasmus, kunne jo finde på hvad som helst. I Rasmus’ navn. Google glemmer ikke!

Skal vi kalde det en lærestreg?

 

Taget ved pikken

Hun sidder inde på sit fine, lille værelse og smiler ind i sit webcam. Cyklen, som hun holder pæn og ren, står bagved og signalerer en aktiv livsstil. Der er rent og pæn, ligesom hun er ren og pæn. Hendes hud og små hænder. Hun drikker kildevand, hverken cola eller kaffe.

Hendes øjne glimter, hun ler og løsner sit lyse hår. Det sker med en let håndbevægelse, men vi ved at det betyder langt mere. Et klik videre skal du givetvis betale et månedsgebyr.

Kender du også denne her reklame for et dating-site der dukker op på din hotmail eller på myspace siden, hvor du egentlig bare ville høre noget musik?

Internetreklamer varierer fra det mildt irriterende til vildt frustrerende, og denne her får mig op i det røde felt af to grunde:

1. Det er den mest udspekulerede form for udnyttelse, at man har hyret en (faktisk glimrende) skuespillerinde og sat hende i en så henkastet position. Hun spiller på nogle basale heteroseksuelle tilbøjeligheder og formålet er at gøre de alene ensomme, de afslappede stressede, og de tilfredsstillede liderlige. Man bliver simpelthen taget ved pikken – i stedet for næsen.
2. Værre end ”sex sælger”, som ikke skulle være nogen nyhed, er den præcise udformning. For hvad er det egentlig for et billede af ”den attråværdige pige” vi singlefyre skal savle over? Jo: hun er sund, motionerer og drikker kildevand, ren, og ikke bare hygiejnisk men med rene, nordiske træk, og sparsommelig, hun har et lille værelse (og igen: tager cyklen frem for taxa, metro eller andre ’luksusvaner’).

Fyren kan altså forvente sig en kernesund pige med prioriteterne i orden, der ikke bruger hans penge – var der nogen der sagde kedeligt? Efter min mening bør piger være forargede over at få præsenteret et forbillede, der er som skabt til at blive domineret. Og fyre burde kede sig bravt – men det værste er, at den sikkert er fuldstændig effektiv.

Smukt eller skønt?

Skønt.

Som årets længste dag gik på hæld, gik jeg langs søerne og talte i telefon. Jeg kiggede ud over vandet og syntes det var dejligt at se på.

Etymologien er i tvivl om ordet “smuk” kommer fra det engelske smug, der betyder ‘selvgod’, eller fra det nedertyske smuck, der betyder ‘smygende’, ‘smidig’ og ‘sirlig’.

“Skøn”, derimod, kommer fra det germanske skau (med suffikset –ni) og betyder ganske enkelt ‘synlig’ eller ‘påfaldende’.

Hvad skal jeg så kalde søens tiltrækning? Hvis Smuk er det bøjelige, den tiltrækning som tilpasser sig over tiden – tiltrækningsidealer der kommer og går – så skal jeg ikke kalde den smuk. Jeg vil hellere kalde den Skøn. For millioner af mennesker har, som jeg, set ud over vandet, på skyer eller ind i en flamme – og fundet det skønt.

For de tre elemtære fænomener: bølgeskvulp, skybevægelser og flammedans er blottet for samfundets semantiske pointer, de giver med deres abstrakte omkskiftelighed mere, end vi er i stand til at give os selv – og det er evigt påfaldende.

Det subkulturelle mindreværdskompleks

Jeg undres. Ikke lige nu altså, men bare sådan generelt og indimellem. Det er subkulturer, jeg undrer mig over, og især deres konstante frygt for at blive mainstream. Min undren har fået mig til at tænke; jeg tror årsagen til modstanden mod massetilslutning skal findes i spændingsforholdet mellem subkultur og hovedkultur (bemærk, at jeg forsøger at udbrede mig på et fuldkomment universelt plan – forvent derfor ingen eksempler).

Ved simpel kombinatorik er jeg kommet frem til fire scenarier:

1) Hovedkulturen er åben over for subkulturen, og subkulturen er ligeledes åben over for hovedkulturen.
 Resultat: De to kulturer vil fokusere på ligheder og fællestræk, hvorved konflikt og konfrontation forsvinder ud af billedet. Subkulturen vil hurtigt optages i hovedkulturen. Processen vil sandsynligvis føre til, at en del af subkulturens udtryk optages af hovedkulturen, men det vil ikke bemærkes i væsentlig grad.

2) Hovedkulturen afviser subkulturen, men subkulturen vil gerne i dialog med hovedkulturen.
Resultat: Hovedkulturen vil forsøge at marginalisere subkulturen, og for at modvirke dette, vil subkulturen være tvunget til at tilpasse sig. Det vil føre til, at subkulturen opgiver så meget af sit udtryk, at den reelt indlemmer sig selv i hovedkulturen under bortkastelse af sin egen identitet.

3) Hovedkulturen er åben over for subkulturen, men subkulturen ønsker ikke dialog.
Resultat: Tilstanden kan kun indfinde sig kortvarigt. Når først hovedkulturen har gjort tilnærmelser i håb om dialog flere gange, og det har vist sig, at subkulturen fastholder en konfrontatorisk stil, vil hovedkulturen opgive sin imødekommenhed og scenarium 4 vil (måske langsomt men utvivlsomt) træde i stedet.

4) Hovedkulturen afviser subkulturen, og subkulturen afviser ligeledes hovedkulturen.
Resultat: Konfrontation er uundgåelig. Fra begge sider vil fokus være på at samle egne medlemmer om et fælles værdisæt, der karakteriseres som værende afgørende forskelligt fra modpartens.

 
Hvis min analyse er korrekt, har subkulturer kun én mulighed for at eksistere i længere tid. De må fastholde at være i opposition til hovedkulturens normer. Flygtige subkulturer kan dukke op og forsvinde, men en levedygtig subkultur er pr. definition en modkultur.

Men ligeså interessant afslører analysen, at hovedkulturens eneste fornuftige respons til en fremvoksende subkultur er imødekommenhed. Først og fremmest naturligvis fordi en fasttømret kultur aldrig tager skade af at blive udfordret, men der er også mere strategiske årsager. Ved at være imødekommende tager hovedkulturen teten i den kommende ’forhandling’. Hvis subkulturen ønsker konfrontation er det ligegyldigt hvordan hovedkulturen reagerer, men hvis subkulturen enten er præget af splittelse eller hvis den fuldkomment ønsker dialog, vil hovedkulturen kunne afvæbne ethvert optræk til modstand ved at pakke det ind i velvilje – evt. en forklædt forloren velvilje. Imødekommenhed kan meget vel være den bedste offensive strategi i forhold til opnåelse af subkulturens undergang.

Således mine tanker om subkulturer. I mit næste indlæg vil jeg undersøge fænomenet ’persuasive design’ med henblik på at afdække hvordan umiddelbart uskyldige produkter, redskaber, hjælpemidler etc. er med til at kontrollere gøren og laden i hverdagen.

Gad vide om de fortryder?

Så blev mit indlæg, godt hjulpet af Annie, endelig offentliggjort på Dansk Komponistforenings hjemmeside. Det var en temmelig opslidende proces, og jeg kan heller ikke sige, at jeg er helt tilfreds. Men på et tidspunkt må man sige: nu bliver det ikke bedre. Eller også skal man begynde helt forfra. Hvorfor skal det være så svært at skrive ligeså snart det bliver en opgave?

Mit indlæg er blevet mødt med, måske høflig, tavshed, hvilket er lidt frustrerende når man forsøger at være polemisk. Gad vide om de personer, der tillod mig at komme med et oplæg, fortryder?

Den høflige tavshed eksisterer også til dels herinde, så jeg slutter vanen tro med et spørgsmål: Hvad var godt og hvad var dårligt ved indlægget?

Samlejets kønsdeterminisme

Dette her indlæg er både underligt og (alt for) langt. Det skal forstås som en 2’er til et indlæg jeg endnu ikke har skrevet. Egentlig burde det have været en kronik, og det kan sikkert nås endnu, men nu kommer den altså her. Mht. sproget angriber jeg samlejet fra en intellektuel vinkel, men jeg kalder stadig en skede for en skede, så hvis du bliver pinligt berørt kan jeg kun henvise dig til de 0,3% af internettet, der ikke er pornoficerede.

God læselyst! Og smid gerne en kommentar.

Indledning

Nok sagt om hvorledes nattelivskulturen definerer indsnævrende og forældede kønsnormer. Læg mærke til hvad der egentlig sker, når nattelivet når sit klimaks, sit altoverskyggende formål: samlejet.

 

En form for baggrund

En baggrund for at kunne filosofere over samlejet er, at det for længst er blevet adskilt fra prokreationen. Vi kan altså undlade at tænke samlejets egentlige funktion indover, når vi tænker på sex. Sex er blevet en nydelsesbaseret leg, en (umiddelbart) uforpligtigende aktivitet, funktionelt sidestillet med bordtennis – bare en del vigtigere.

Ens formåenhed i sengen bliver betragtet som en vigtig kvalitet af mange, en skillevej, hvor forholdet enten kan forsættes eller lade sig opløse. Der kan her også eksistere uoverensstemmelser, grundet forskellige opfattelser af samlejets kvalitet. Også det romantiske perspektiv træder i baggrunden, når det moderne menneske dyrker sex. Kærlighed er ikke en udefrakommende mystisk kraft, der indtræder og forpligtiger en til at bruge resten af sit liv med kærlighedens objekt. I stedet for er der tale om udvælgelsesproces – kærligheden er noget man arbejder for ud fra et sæt forudbestemte kriterier, den eneste ene eksisterer ikke længere.

 

Kønsnormerne

Når så det dejlige er sket og to har fundet hinanden støder vi ind i første kønssnorm: præstationens evaluering ligger til kvinden. Som tidligere skrevet [sic!] er der i nattelivet en forestilling om manden der tager og kvinden der bliver taget. Således at det i sidste ende er kvinden, der bestemmer om der skal finde noget sted. Kvindens passive rolle giver således den forudsætning, at hun vælger om der her skal foretages et samleje. Dette gør hun på baggrund af en kvalitativ overvejelser, og derfor er min tese: at evalueringen af seksuel præstation går fra kvinden til manden og ikke omvendt. Manden er den aktive, han skal yde, og det er således hans ansvar om et samleje går godt eller skidt.

Et belæg for tesen kunne være at se på forskelligheden i de to køns italesættelse af seksuelle erfaringer, når de tror sig alene uden det andet køns tilstedeværelse. Tøseaftenen eller drengehørmen (bemærk diminutiverne) har altid stået som et interessant mysterium for det andet køn.

Skal jeg tro på den fremstilling f.eks. Sex and the City og andre selvhøjtidelige, pseudofeministiske, programmer og bøger vil kvinder i deres samtale om seksuelle erfaringer også berøre mandens kvaliteter. Nådeløst bliver hans effektivitet: finesser, anatomi, behåring, størrelse på organ, kropslugt, lyde vurderende lagt frem til sammenligning og satire. ”Han havde en krum penis, men ’åh’ den var god. Til gengæld sagde han mærkeligt da han kom” (læs: er jeg ikke bare bramfri og åben?). Postulatet bag er, at det er befriende at kunne nedbryde det hæmmende tabu om seksualitet, idiotien bag postulatet er, at sex ikke længere er, og i lang tid ikke har været, et tabu.

Gutterne, derimod, er mere tilbøjelig til altid at fremhæve et samleje som noget positivt, da ansvaret ligger hos dem selv. Siden en scoring vil være mandens bedrift, er det ikke sandsynligt, at han vil fortælle om eventuelle seksuelle problemer, da det er dårlig reklame, hvis udspredelse kunne forhindre en fremtidig nedlæggelse. Dette bliver kun underbygget af, at f.eks. mandlig impotens forhindrer et samleje, hvor kvindelig impotens (tør skede og manglende orgasme – som faktisk er mere udbredt) kan afhjælpes med glidecreme.

Seksuelle problemer er således mere tabuiserede hos drenge end hos piger og det er derfor mindre sandsynligt, at de vil blive italesat. I stedet fokuserer drengenes diskurs på mere kvantitative karakteristika: man hører ofte en oversigt à la ”Jeg burde nok tage det lidt roligt, jeg har været sammen med 8 forskellige piger i denne måned” (læs: jeg er en tyr) eller ”Hun havde nogle enormt store bryster” (læs: jeg er en tyr).

Sagt lidt forsimplet: kvindelig diskurs er kvalitativ, nuanceret og modstanden ligger hos hende der bringer det på bane (hun er en smule fræk) – mandlig diskurs er kvalitativ, primært positivt fordrejende, og modstanden ligger hos den der undsiger sig at diskutere samleje (han er en smule hæmmet, hvad skjuler han?) og endnu mere hos den der fremdrager negative elementer om sin egen seksuelle formåen. Funktionen i at det alligevel en sjælden gang finder sted er, at manden ”bytter” sine chancer hos det modsatte køn til en velvilje i mandegruppen, der kan glæde sig over deres (tilsyneladende) seksuelle styrke og således fremstå relativt bedre.

 

Selve samlejets kønsdeterminisme

Ud over at manden tager initiativ ligger der også i selve coitus indlejrede kønsforståelser og –forpligtigelser, som er stærkt determinerende. Tager man danskernes mest fortrukne stillinger: hhv. missionær, ridning (kvinden på top, manden ligger under) og doggy (bagfra) er det påfaldende, at to ud af tre kræver at manden står for bevægelse. Dette især, når man tænker på, at ridningen kan varieres ved at kvinden ligger sig over manden, som så bevæger sit bækken og således overtager styringen. I det hele taget virker det som om, at der er flest (eller flest anvendte) stillinger, hvor manden er den aktive udøver og kvinden den passive modtager.

De fleste mænd taber erektionen efter udløsning, hvilket skaber et spil, hvor manden bestemmer hvornår samlejet kan påbegyndes og hvornår det afsluttes. Kvinden har også brug for at kroppen er tændt for at samlejet er behageligt, men dette er ikke en nødvendighed og glidemidler som spyt og creme kan hjælpe til en mere behagelig penetration.

Ordet ’penetration’ er også et håndgribeligt bevis på samlejets kønsdeterminisme. Egentlig sker der under samlejet ingen penetration. Det er ingen membran der bliver gennemhullet, intet materiale der går i stykker. ’Penetration’ betyder i denne sammenhæng blot, at penis ligger, hvor der allerede er et hul – at et hulrum udfyldes mere eller mindre afhængigt af anatomi. Selv mødommens (hymen) eksistens er tilbagebevist, og udtryk som ”at tage en persons (for det meste kvindens) dyd” fremstår latterlige i deres ensidighed – men florerer til dels stadigt.

 

Seksualaktens klimaks: Cumshot

Hanne Roer fremstiller i sin artikel ”Sexstarz-sagen” cumshottet (nogle vil se lidt inspiration til mit indlæg herfra) som en nødvendighed for pornoindustrien, da mandens nydelse skal dokumenteres, også for at fremhæve kvindens attråværdighed. Således omgår hun de feministiske implikationer og fremhæver i stedet et kommercielt, kapitalistisk perspektiv.

Men det er mit indtryk at cumshottet også til tider indgår privatmenneskers seksualakt og nogle gange endda ved one-night-stands. Vi bliver nødt til at indse, at denne akts eneste funktion er at signalere en afslutning og mandens overlegenhed. Et nærliggende symbol på cumshottet kunne være sædemanden (bonden der ved håndkræft spreder korn på sin mark), en opvisning i den mandlige anatomis livgivende potentiale, og kvinden er her den frugtbare jord, der modtager sæden. Det paradoksale er dog netop, at sæden ikke bliver brugt som livgivende middel, men bliver delvist spildt og fortæret (hvis han kan ramme).

En tolkning kunne være, at spildet symboliserer at manden havde ”mere sæd end hun kunne klare” og underbygger hans virilitet, men også det, at han er i sin gode ret til at ”svine hende til” – at gøre hende beskidt (både fysisk og symbolsk), hvilket således underbygger udtryk som ”at tage hendes dyd” ud fra en syndefaldssymbolik.

Når kvinden fortærer mandens sæd er det for det første en opvisning i lydighed: der er ikke mange kropssekreter vi frivilligt vil indtage. For det andet ligestiller det symbolsk hendes åbninger; oralt, analt eller vaginalt er det samme (eller sagt med chauvinistisk tautologi: et hul er et hul). Resultatet af en sådan ligestilling er paradoksalt nok en nedprioritering af kvindens nydelse (anal og oral stimulation er sjældent ligeså fornøjelig for kvinden som stimulation af klitoris og g-punkt), og manden demonstrerer her sin overlegenhed. Hykleriet er selvfølgelig at der for det meste er foregået en del tid, hvor manden har kæmpet med næb på kløer for kvindens orgasme, for så derefter at fingere en ligegyldighed.

Lad det så lige være sagt: Der er ikke noget i vejen med en maskulin dominans under akten. Seksuallivet beror på regler som ville være utænkeligt nedværdigende i f.eks. erhvervslivet, men så længe de beror på en gensidig forståelse, er der næsten kun fantasiens(perversitetens) grænser at tage hensyn til.

Problemet er til gengæld: 1. manglen på refleksion over det nedværdigende. Cumshottet bliver, også i kraft af de gamle kønsrollers comeback, stadig mere og mere normalt, og denne normalisering sker ubevidst og er derved med til at fastholde eller bevirke patriarkalsk kønsfacisme. 2. den store mangel på maskulin seksuel underdanighed. Som samfundets konventioner er i dag, er det ikke acceptabelt for manden at ville domineres, og mænd med sådanne tilbøjeligheder vil blive mødt med, i bedste fald, patroniserende latterliggørelse.

Kvinden kan dominere, men kun under forudsætning af, at hun underligger sig en forvandlingsproces, hvor hendes kvindelighed ophører – der findes ikke en feminin dominatrix. Forvandlingsprocessen ser vi også i den mangfoldighed af victorianske aggregater en kvinde skal have; masker, korset, pisk, før det er acceptabelt at hun dominerer. Aggregaterne understreger det teatralske element, og indrammer hendes ”forvandling” som noget undtagelsesvist, unaturligt og måske derfor mere spændende (?).

 

Lektier du GERNE vil have for

Kort sagt: i vores ritualer og vedtagelser omkring seksuel adfærd, inden i og uden for soveværelset, er kønsdeterministiske. De opretholder generaliserende forskelle og forhindrer ”afvigere” i at udleve deres seksuelle potentiale. Desuden bliver den kønsdeterministiske seksualitet brugt som undertrykkende middel, en hegemonisk hammer, der reducerer forbrugeren til en (købe)liderlig køter i kort snor – velopdraget og frustreret.

Vi har brug for en større åbenhed, og ud over at være mere åbne, så har vi brug for en større opfindsomhed. Derfor, kære læser, lad os genopfinde den maskuline seksuelle underdanighed: kom med forslag på den feministiske version af cumshottet og giv et bud på den feminine dominatrix!

Roadmovies: No direction home

Livet kan i mange tilfælde opfattes som en rejse. Du har et begyndelsespunkt og kommer til en slutning. Men metaforen omkring slutningen er problematisk, for hvordan kan døden være et mål i sig selv? (det er i hvert fald ending uden closure) Det er måske dette paradoks der gør roadmovie’en interessant som genre. Dette: ”we’re on a road to nowhere” er måske en passende analogi over tilværelsen. Det er paradokset I at hige efter noget uopnåeligt, at leve efter et uopnåeligt ideal. Det er trist, men man kan finde tryghed I det faktum, at vi alle sammen, på den måde, er rejsende.

Jeg er feminist – du er en idiot

Nyligt hjemvendt fra Policy Slam på Ideal Bar er der noget jeg bliver nødt til at få ud af mit hoved, og som du, kære læser, bliver nødt til at få ind i dit.

Men allerførst, selvom jeg plejer at undgå personlige fortællinger, vil jeg berette om min oplevelse af en velarrangeret aften på Ideal: Efter nogle taler, svingende kvalitet – enkelte gode fremførelser, var det et oplæg om feminisme, der løb af med sejren.

Det var egentlig fantastisk at feminisme var et vinderemne når der ellers var en del andre på programmet, som traditionelt rangerer højere. Men hvilken feminisme. Det var det mest regressive 1st wave afkog af en Judith Butler misforståelse! Jeg fandt to hovedproblemer:

1.   Talens primære løsningsforslag på et diskriminerende samfund var at folk organiserede sig i søsterskaber.

Søsterskaber! Ikke bare signalerer ordet at de her folk kun kan være kvinder, men selve anvendeligheden i søsterskab som redskab er galskab. Hvilket bringer mig videre til andet hovedproblem: 

    2.   Taler havde ingen mening om, hvad der forårsagede et diskri-minerende samfund. Man kunne forledes til at tro, at hun ikke vidste det. 

Her kan det altså være fint nok med lighed til alle, men hvis du ikke kan finde en årsag til problemet, hvorfor skal vi så tro på dit løsningsforslag?

Det hele blev værre af, at jeg bagefter havde en “samtale” med en person, jeg håber var meget beruset. Han skal her fremstå anonym. Ikke fordi jeg ønsker at beskytte vedkommende, den slags stupiditet skal offentliggøres, men fordi jeg ikke kan huske, hvad han hed.

Udover at han ikke lod mig tale, men afbrød og modsvarede mine protester ved at hæve volumen, udover at han, da jeg gjorde ham opmærksom på hans dårlige debatkultur, svarede at “god debatkultur handler om at vinde”, udover dette havde han følgende at sige:

Jeg vil gøre mit for at åbne samfundet[…]ved at tilbagerulle den udvikling, der er sket, hvor folk efterhånden er blevet skide bange for den nøgne krop, i reklamer og andre steder.

!!!

Tillad mig et øjeblik at blive angst over at dette menneske er aktiv i politisk sammenhæng, nogenlunde velrespekteret, og muligvis får en eller anden form for betydning i fremtiden.

Okay. Tilbage til substansen.

For det første: Den udvikling, hvor folk efterhånden er bange for den nøgne krop, eksemplificeret ved reklamer. Hvis vi overordnet ser på reklamer igennem de seneste 100 år, tager et gennemsnit af beklædningsmængde for hvert årti, hvordan vil denne kurve så se ud? Jeg har ikke besluttet mig for, hvordan jeg har det med nøgenhed i det offentlige rum, men enhver med en minimal historisk viden, kan se, at det ikke er tilfældet. Ejheller i film, blade eller den virkelige verden viser “angsten for den nøgne krop” sit grimme ansigt. Vi kan tale om ansten for den grimme (unormale) krop, men det er en anden diskussion.

For det andet: Hvad fanden har det med feminisme at gøre? Er det ikke i højere grad en form for nudisme i et højere luftlag? Når en homoseksuel på Færøerne får tæv, er det da angsten for nøgenhed der motiverer bøllerne? Hvad med en kvinde udsat for sexchikane? Angst for nøgenhed?

Come on.

Jeg hævder, at jeg er feminist. Og jeg følte mig ikke beriget (eller overhovedet italesat) af hverken taler eller den anonyme. Jeg vil i et senere indlæg uddybe “min” påstand om, at problemet med køn er at de i dag bliver opfattet som modsætninger i stedet for kontraster. Men lad dette række for nu. Til den anonyme – Du drømmer.

Tillykke Schlomo!

Som jeg skriver dette, er det præcist 153 år siden Sigismund Schlomo Freud blev født i Freiberg i Østrig. For en lille jødisk dreng, der måske var lige lovligt knyttet til sin mor, klarede Schlomo sig ganske pænt – Faktisk vil nogle sige, at han blev en af de mest betydningsfulde tænkere, der kendetegnede modernismen.

Hvorfor så det? Måske fordi Freud viste os, på et tidspunkt hvor vi var modtagelige for budskabet, at vi ikke er herre i eget hus. Freud viste, at der under alle vores tanker lyder en stemme: driften. Og denne stemme taler i et sprog, der har en anden logik end kulturens formelle: denne logik er det ubevidste.

Det ubevidste var, hvad Freud kunne høre, før alle andre kunne. Resultatet er, at uanset om vi definerer viljen som natur eller kultur, er den ikke en ultimativ størrelse. Den eksisterer i en slags balancegang, udstrakt imellem to medrivende kræfter, som i værste fald gør mennesket til en reaktion, en nervetråd eller fanget i en drøm.

Anders And og den hermeneutiske cirkel

Det er en evig sandhed i humaniora at du ikke kan læse den samme bog to gange. Det vil altid være en ny oplevelse – bogen forbliver den samme, men du forandrer dig. Bogen forandrer dig, det er en del af den hermeneutiske cirkel.

På samme måde synes jeg at mine gamle jumbobøger er lidt anderledes. Som oftest lidt mere kedelige, men også få gange mere forvirrende. Det tyder på, at min logik har ændret sig siden sidste gennemlæsning.

Eksempel

Her refererer jeg til jumbobogen ”De glade 80’ere”, side 166, fra historien ”Guldanden”. Onkel Joakim er trist over aldrig at have vundet en ’Guldand’, hvilket vist svarer til en Oscar for bedste dokumentar. Men Hexia, forklædt som ravn (tror jeg i hvert fald, men nu skal jeg passe på med fuglene), overhører Joakims planer:

Lad os lige for en kort stund dvæle ved omstændeligheden i Hexias plan; hun vil tage en uddannelse som filmfotograf, forklæde sig som samme, rejse med Joakim til Tapagonien, finde kæmpehornbæltedyret (i tilfælde af det overhovedet eksisterer), optage det på en ’guldand’-værdig måde, for så, når Joakim står på vinderpodiet, ”vil alle tro, at han er besvimet af glæde, når jeg smider en puff-bombe og snupper hans lykkemønt!”

Lige i tilfælde af, at Hexia hører til mine (ellers over gennemsnitligt begavede) læsere: Du er et fjols Hexia. Der er måske en grund til at du aldrig får den lykkemønt. Og de absurd mange usikkerhedsmomenter i din ”plan” er ikke engang det mest latterlige – Hvad sker der med den slutning? Alt den snilde for at smide en puff-bombe (hvad det så end er)? Hvis du virkelig ville have lykkemønten, og blive rig (hvilket heller ikke hænger sammen), så vent til Joakim er alene, giv ham et nakkeskud, og smut med mønten på din kost. Nej – Hvis du virkelig vil være rig, hvad så med at investere dit enorme engagement, tusinde talenter og skarpe sind på noget andet indbringende. Det er krisetider, der er behov for arbejde! Find på noget…